Nyheder

Læs nyheder fra skolen

Ny!

På podiet i faustball»

I augustmåned afholdes Europamesterskaberne i Faustball i Tønder. Et stort stævne, hvor deltagere fra en række europæiske lande vil gæste byen, for at spille om mesterskabet på BankParken i Tønder.

For at skærpe interessen omkring stævnet, så blev der torsdag den 5. marts afviklet et ministævne i Tønderhallerne. Her deltog klasser fra folkeskoler og ungdomsuddannelser  fra hele grænseregionen.

Vi havde tre hold med fra Det Blå Gymnasium, og et af holdene kom på podiet. Camilla Andersen og Ditte Carstensen spillede på højt niveau og endte på en fornem 3.plads ved stævnet.

Du kan se mere information om europamesterskaberne i faustball på dette link:
Informationer om EM i faustball

Ny!

Elever fra Det Blå Gymnasium i Tønder kvalificerer sig til DM i innovation»

Et elevhold fra Det Blå Gymnasium i Tønder har kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet i entreprenørskabskonkurrencen Company Programme efter en flot præstation ved regionsmesterskaberne i Region Syddanmark.

På Det Blå Gymnasium i Tønder arbejder eleverne i faget Innovation med at udvikle idéer og omsætte dem til konkrete projekter og virksomheder. Som en del af undervisningen deltager eleverne i entreprenørskabsforløbet Company Programme, hvor de konkurrerer mod andre ungdomsuddannelser i landet.

Vejen til Danmarksmesterskabet er lang. Først konkurrerer eleverne internt på skolen, derefter ved de sønderjyske mesterskaber og siden ved regionsmesterskabet. Ved de sønderjyske mesterskaber kvalificerede to hold fra Tønder sig til regionsmesterskabet: “På med forklædet” og “Hjerte Aura”.

Regionsmesterskabet blev afholdt torsdag den 5. marts på SDU i Kolding og var arrangeret af Fonden for Entreprenørskab. Her dystede de to Tønder-hold mod i alt 33 andre hold fra regionen. Kun 14 hold gik videre til Danmarksmesterskabet.

Begge hold leverede stærke præstationer og præsenterede deres idéer for dommere og publikum i et inspirerende innovationsmiljø på SDU. For holdet “På med forklædet” lykkedes det at gå hele vejen og sikre sig en plads ved Danmarksmesterskabet.

En af gruppens fem medlemmer, Maja Aagaard Andersen, fortæller om idéen bag projektet:

”Vi har udviklet et moderne bage- og madværksted, hvor børn, unge og voksne kan mødes i et kreativt køkken, lave mad sammen og få nogle hyggelige og sociale timer – væk fra skærmene og tættere på hinanden. Vi har taget udgangspunkt i at virksomheden skal placeres i Tønder og lavet en prototype over designet i lokalet. Derudover har vi også lavet budgetter, markedsføringsplan og strategi for udviklingen. Samtidig har vi brugt meget tid på at udvikle vores hjemmeside til online booking og på at finpudse vores pitch. Indtil videre har det været et utroligt spændende og lærerigt forløb og vi glæder os til at få lov at vise vores idé frem til Danmarks mesterskabet.”

Nu arbejder gruppen videre med at forbedre rapport, produkt og præsentation frem mod Danmarksmesterskabet.

Underviser i innovation, Mia Oesen, er både glad og stolt over elevernes indsats:

”Innovation er en afgørende del af fremtiden – både for vores elever og for Danmark som samfund. Hvis vi fortsat vil være konkurrencedygtige, kræver det, at vi tør tænke nyt, udvikle idéer og skabe løsninger selv. Det har været en kæmpe fornøjelse at følge elevernes arbejde med deres projekter, og der er på mange måder en rigtig god læring i at arbejde med innovation og iværksætteri.”

Også skolens direktør, Carsten Uggerholt Eriksen, glæder sig over resultatet:

”Vi er utrolig stolte over, at vores elever kan repræsentere vores skole i en stor national konkurrence mod elever fra hele Danmark. Det vidner om engagement, kreativitet og mod til at tænke nyt. Vi glæder os til at følge holdet til Danmarksmesterskabet i maj og ønsker dem held og lykke.”

Danmarksmesterskabet i Company Programme afholdes i maj i Industriens Hus i København.

Ny!

Valgdebat»

Mød flere Folketingspolitikere i valgdebat på Det Blå Gymnasium
I samarbejde med Jydske Vestkysten arrangerer vi valgdebat på Det Blå Gymnasium Tønder.
Debatten gennemføres i vores sportshal torsdag d. 12. marts kl. 19:00 – 21:00 på adressen Martin Hammerichsvej 3, 6270 Tønder
Debatten bliver offentlig, og Uwe Iversen vil være moderator på debatten.
I panelet sidder foreløbigt følgende kandidater til folketingsvalget:
Jesper Petersen, folketingsmedlem og tidligere minister, Socialdemokratiet
Henrik Frandsen, ældreminister, Moderaterne
Steffen Larsen, folketingsmedlem, Liberal Alliance
Milo Gaarde, Socialistisk Folkeparti
Tilde Duedahl, Venstre
Christian Kirk Nielsen, Dansk Folkeparti
Som indledning får kandidaterne mulighed for kort at præsentere sig selv, og for at fortælle om deres mærkesager.
Under debatten vil vi runde følgende emner:
– Pensionsalder
– Fødevaremoms og beskatning generelt
– Folkeskolen
– Grøn omstilling, herunder alternative energikilder
– Kystsikring
Hertil vil JVs læsere få mulighed for at ønske et emne forud for debatten.
Dørene åbnes klokken 18:30 – Det Blå Gymnasium er vært ved kaffe, te og vand.

Vi søger en IT-supporter»

Det Blå Gymnasium Tønder søger en teknisk stærk IT-supporter / systemadministrator, der kan sikre høj oppetid, stærk IT-sikkerhed og professionel support til skolens medarbejdere og elever.

Stillingen indgår i et tæt IT-driftssamarbejde med Haderslev Handelsskole, hvor vi deler viden, løsninger og infrastruktur på tværs af institutionerne. Du vil derfor arbejde i et miljø med fælles systemer og koordineret drift, men med daglig base i Tønder.

Om stillingen
Du bliver en del af IT-funktionen og får ansvar for både drift, vedligeholdelse og videreudvikling af skolens IT-platform. Miljøet stiller høje krav til stabilitet, sikkerhed og brugervenlighed – både i klasselokaler, administration og fællesområder.

Skolen er i rivende vækst og udvikling og tilbyder både HHX, de merkantile erhvervsuddannelser, en kursusafdeling, samt HTX i samarbejde med EUC Syd.

På Det Blå Gymnasium Tønder opfatter vi os selv som en forholdsvis lille skole, men en stor familie, hvilket afspejler den tilgang, vi møder vores elever med, og den måde, vi samarbejder på. I hverdagen arbejder vi meget på tværs af fagene og er i tæt dialog og samarbejde med erhvervslivet.

Vi lægger stor vægt på følgende:
• du har en uddannelse som it-supporter, it-teknolog, datamatiker eller tilsvarende
• du er smilende, udadvendt og trives i support rollen, når du formidler din viden til elever og ansatte
• du arbejder selvstændigt, struktureret og følger altid opgaverne helt til dørs
• du forstår at søge løsninger og tilegne dig ny viden
• du er logisk tænkende og gennemskuer hurtigt komplekse sammenhænge

Jobprofil
Vi forventer, at du
• Har en relevant IT-uddannelse (IT-supporter, datateknikker eller lignende)
• Kan formidle tekniske løsninger i øjenhøjde med undervisere og administration
• Har erfaring med Microsoft-baseret infrastruktur
• Har forståelse for netværksdesign og sikker segmentering
• Arbejder struktureret og dokumenterer dine løsninger
• Har fokus på IT-sikkerhed og stabil drift
Erfaring fra uddannelsessektoren eller offentlig organisation er en fordel, men ikke et krav.

Vi tilbyder:
• En teknisk alsidig stilling med ansvar og indflydelse
• Mulighed for certificering og faglig udvikling
• En arbejdsplads med høj grad af selvstændighed og tillid

Løn- og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomster på området.
Ansættelse pr. 1.august 2026.
Ansøgningsfrist: 1. maj 2026
Ansættelsessamtaler gennemføres løbende.

Spørgsmål vedrørende stillingen kan rettes til:
Direktør Carsten Uggerholt Eriksen på 40 79 78 85

Ansøgning vedlagt CV sendes på mail til:
Helle B Madsen
Tønder Handelsskole
Martin Hammerichsvej 3
6270 Tønder
E-mail: Hbm@toha.dk

Dejlige DM dage i Tønder»

Tirsdag og onsdag har vi haft fornøjelsen af at byde hele 350 gymnasieelever fra hele landet velkommen til DM i håndbold for handelsgymnasier – og sikke nogle dage!

Stævnet blev afviklet i de flotte faciliteter i Tønderhallerne, hvor der også blev sørget for frokost til deltagerne. Overnatning samt morgen- og aftensmad fandt sted på Det Blå Gymnasium Tønder. Maden blev leveret af Øster Højst Kro og var – som altid – i absolut topklasse 💥

Både i hallerne og på skolen har vi haft uvurderlig hjælp fra en række helt fantastiske frivillige, som har været med til at få det hele til at spille. Tusind tak for indsatsen – I gør en kæmpe forskel! 🙌

Sportsligt blev det også nogle spændende dage. Hos pigerne gik guldet til Tietgenskolen fra Odense, mens Års tog sølv og Aabenraa bronze.
I herrernes A-række genvandt EUC Nordvest DM-titlen og tog også sølv, mens Skjern sikrede sig bronzen.
Vores egne drenge leverede en flot indsats og vandt bronze i B-rækken efter en række stærke kampe 🍰

Stemningen under hele stævnet har været helt i top. Fællesskabet blandt gymnasieeleverne har virkelig kunnet mærkes, og deltagerne har fået en oplevelse, de sent vil glemme.

En stor tak skal også lyde til ECCO for de flotte spillertrøjer samt til Bingo Rejser for sikker transport mellem skole og hal.
Og endnu engang: tak til alle frivillige og til vores gode samarbejdspartnere i Tønderhallerne – samarbejdet fungerer helt perfekt.

Alt i alt har deltagerne fået en særdeles god oplevelse i Tønder Kommune

Virksomhedsbesøg hos Next Mobility Tønder»

HHX 2.g finansieringsholdet har i dag været på virksomhedsbesøg hos Brian og Volkswagen Tønder – Next Mobility. Temaet for besøget var finansiering af biler, og eleverne fik et spændende indblik i, hvordan teori og praksis hænger sammen.

Besøget startede med en rundvisning i bilhuset, som siden opstarten i 1950 er vokset markant. Salgstrainee Hjalte guidede os rundt i de mange afdelinger – fra salg og klargøring til værksted og administration. Undervejs fulgte vi med på skærmen, mens Hjalte udfyldte oplysninger til både lånefinansieret bilkøb og leasing af nye biler.

Det var både lærerigt og meget inspirerende, og endnu en gang blev det tydeligt, at mange af de fagudtryk, eleverne møder i lærebøgerne, også anvendes i praksis.

En stor tak til Brian og Volkswagen Tønder for at tage så godt imod os og dele ud af deres viden.

Ønsker du at blive vist rundt på skolen?