2.g-elever blev klogere på en mørk del af Danmarkshistorien
Hekse, overtro, historiske bygninger og dramatiske fortællinger var på programmet, da eleverne i 2.g på Det Blå Gymnasium Tønder drog på en spændende og lærerig studietur til Ribe. Turen var en del af forberedelserne til den kommende dansk-historie-opgave, hvor eleverne skal arbejde med hekse og hekseforfølgelser.
Ribe er Danmarks ældste by, og med sine historiske bygninger, brostensbelagte gader og dramatiske fortællinger om fortidens hekseprocesser var byen den perfekte ramme for en dag, hvor historien for alvor kom til live. Dagens program bød på flere spændende oplevelser. Eleverne besøgte både Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kirke med det tilhørende kloster, hvor de fik et indblik i kirkens betydning og religionens centrale rolle i datidens samfund.
Turen gik også forbi Hex! Museum of Witch Hunt – Ribes heksemuseum – hvor eleverne blev klogere på en mørk periode i Danmarkshistorien. Her fik de indblik i, hvordan overtro, frygt og mistænksomhed kunne føre til alvorlige anklager og i værste fald koste uskyldige mennesker livet.
Historien om Maren Spliid gjorde indtryk
Et af dagens højdepunkter var en guidet rundtur gennem Ribes historiske gader. Her blev eleverne taget med tilbage til en tid, hvor beskyldninger om trolddom kunne få fatale konsekvenser. Eleverne hørte blandt andet den dramatiske historie om Maren Spliid, der i 1641 blev dømt for hekseri og brændt på bålet i Ribe. Anklagerne mod hende havde rødder i en konflikt hele 13 år tidligere, hvor en mand mente, at hun havde forbandet ham.
Når undervisningen rykker ud i virkeligheden
På Det Blå Gymnasium lægger vi stor vægt på at koble undervisningen med oplevelser uden for klasselokalet. Studieturen til Ribe var et godt eksempel på, hvordan fagene dansk og historie kan spille sammen og give eleverne en dybere forståelse af et emne. Ved at opleve de historiske omgivelser, besøge museet og høre fortællingerne på de steder, hvor begivenhederne fandt sted, fik eleverne et stærkt udgangspunkt for deres kommende opgave.
