Jasper Tønder udtaget til national samling i håndbold

En helt almindelig skoledag på Det Blå Gymnasium fik pludselig en ekstra dimension for Jasper Tønder. Den unge målmand fra TM Tønder har nemlig fået en stor sportslig anerkendelse: Han er udtaget til Dansk Håndbolds nationale samling for spillere fra årgang 2009 og 2010.

”Ring lige hjem, så snart du kan.”

Sådan stod der i en besked på Jaspers telefon, da han i en pause på skolen tjekkede sin mobil. Beskeden var fra hans mor, og da Jasper ringede hjem, ventede der en nyhed, som både overraskede og glædede ham: Han var udtaget til national samling i Dansk Håndbolds regi.

En af de yngste på samlingen
Jasper går på HHX på Det Blå Gymnasium og er samtidig en del af Tønder Sportsakademi, hvor han to gange om ugen kombinerer sin skolegang med målrettet håndboldtræning.

Til daglig er han målmand på U17-holdet i TM Tønder, og nu får han mulighed for at prøve sig af sammen med nogle af landets øvrige talentfulde unge håndboldspillere.

Den nationale samling finder sted i Kolding fra den 8. til 11. oktober og samler udvalgte spillere fra årgangene 2009 og 2010 fra hele landet. Jasper er selv årgang 2010 og dermed blandt de yngste spillere på samlingen.

Udtagelsen kom som en stor og glædelig overraskelse.

”Det er vildt! Jeg blev på én gang både glad, overrasket og stolt. Mit mål er hele tiden at udvikle mig og blive en dygtigere målmand,” fortæller Jasper.

Mange timers målrettet træning
Udtagelsen kommer efter en hverdag, hvor håndbolden fylder meget. Ud over træningen med U17-holdet i TM Tønder deltager Jasper i træningen på Tønder Sportsakademi to gange om ugen. Indimellem træner han også med TM Tønders 2. divisionshold, ligesom han får specifik målmandstræning af Mads Mortensen.

”Jeg træner med mit hold i TM Tønder, og så er jeg med to gange om ugen på Tønder Sportsakademi, hvor der også er to fysiske træningspas i fitnesscenter. Derudover træner jeg indimellem med klubbens 2. divisionshold og får målmandstræning af Mads Mortensen. Jeg vil gerne hele tiden lægge noget ovenpå og udvikle mig,” siger Jasper.

På Tønder Sportsakademi har træner Rasmus Thiemer Jensen fulgt Jaspers udvikling tæt, og han fremhæver især den unge målmands indstilling og lyst til at lære.

”Jasper er særdeles talentfuld, ærgerrig og meget seriøs omkring sin træning. Han er utrolig læringsparat, flittig og ambitiøs. Han er et rigtig godt eksempel på, at man med målrettet træning kan udvikle sig rigtig meget. Han arbejder ikke kun seriøst til den almindelige træning, men også med selvtræning og mentaltræning. Han vil hele tiden gerne blive bedre,” fortæller Rasmus Thiemer Jensen.

Stort tillykke, Jasper!
For Jasper venter der nu nogle spændende dage i Kolding, hvor han får mulighed for at træne og måle sig med andre dygtige spillere fra hele landet – og samtidig hente ny inspiration med hjem til den fortsatte udvikling som målmand.

På Det Blå Gymnasium glæder vi os over Jaspers flotte udtagelse og over at kunne følge hans udvikling både på HHX, Tønder Sportsakademi og på håndboldbanen.

Stort tillykke med udtagelsen, Jasper – og rigtig god fornøjelse til den nationale samling!

Del nyheden

Ønsker du at blive vist rundt på skolen?