Studie og ordensregler 2025

Læs skolens studie og ordensregler

Indledning:
Studie- og ordensreglerne handler om dine og vores forpligtelser i relation til gennemførelsen af en ungdomsuddannelse ved Det Blå Gymnasium & Tønder Handelsskole. Grundlaget for skolens studie- og ordensregler er skolens værdisæt samt den gældende lovgivning.
”På Det Blå Gymnasium Tønder/Tønder Handelsskole udviser vi åbenhed og respekt for hinanden; det gælder både elever, undervisere og øvrige ansatte på skolen”

Skolen har fokus på:
DEMOKRATISK DANNELSE: Der skal herske accept af grundlæggende demokratiske værdier, rettigheder og pligter. Der bliver opfordret til at deltage i formelle og uformelle demokratiske processer. Desuden udvises
respekt og tolerance for det enkelte individ.
FYSISKE RAMMER: Vi har respekt for de fysiske rammer – bygninger, lokaler, inventar, kunstgenstande, møbler, IT-udstyr mv
OPRYDNING: Vi rydder op efter os selv – både i klasselokaler, på gangene, i kantinen og i elevområdet
HENSYN: Der er ro og alle kan arbejde uforstyrret i lokaler og på gangene

Alkohol- og rygepolitik
ALKOHOL: Vi indtager ikke eller er påvirket af øl, vin, spiritus og tobak på skolens område, medmindre der er givet tilladelse til det i forbindelse med elevfester, fredagsbar eller andre arrangementer. Til godkendte
lukkede skolefester må der sælges øl og lignende alkohol med lav alkoholprocent. Til festerne må der ikke udskænkes alkohol til stærkt berusede elever. Skolen afviser stærkt berusede elever og træffer foranstaltninger for de pågældende elever med henblik på hjemsendelse.
På studieture gælder særlige regler, som bliver fastlagt i særskilte skriftlige aftaler med ledelse, undervisere og elever. For elever under 18 år skal forældre inddrages.

EUFORISERENDE STOFFER: I øvrigt gælder det, at Det Blå Gymnasium & Tønder Handelsskole er underlagt dansk lovgivning. Det betyder f.eks. at besiddelse/indtagelse af eller handel med euforiserende stoffer på
skolens område ikke er tilladt. Ved begrundet mistanke forbeholder skolen sig ret til at teste eleverne for brug af euforiserende stoffer. Et brud på retningslinjerne om alkohol eller euforiserende stoffer, eller hvis
man nægter at blive testet for sporing af stoffer, medfører bortvisning i en periode eller permanent samt anmeldelse jf. dansk lovgivning.

RYGREGLER OG SANKTIONER: Det Blå Gymnasium & Tønder Handelsskole er røg- og tobaksfri. Rygning er forbudt i undervisningstiden (gælder også E-cigaretter, snus, tyggetobak mv.), hvilket betyder, at
elever og ansatte ikke må ryge fra kl. 8.00 til kl. 15.00, hvor det sidste undervisningsmodul slutter, samt umiddelbart op til og efter skoletiden.
Rygeforbuddet er også gældende uden for skolens område, og man må derfor heller ikke forlade skolens område og ryge i arbejds- og skoletiden.
For elever betragtes overtrædelse af rygepolitikken som en overtrædelse af studie- og ordensreglerne, der kan medføre en skriftlig advarsel og i gentagelsestilfælde bortvisning eller udskrivning af skolen.

Overholdelse af skolens ryge- og snusforbud i skoletiden
Politikken gælder for alle typer af rygning, herunder også E-cigaretter og snus/tyggetobak. Alle ansatte på skolen er med til at håndhæve reglerne og informere ledelse, hvis man oplever brud på reglen.
Handleplan og sanktioner i forbindelse med brud på reglerne om røgfri undervisningstid
• Første gang reglen overtrædes får eleven en mundtlig advarsel af skolen.
• Anden gang reglen overtrædes får eleven en skriftlig advarsel, og reglerne gennemgås og indskærpes over for eleven. Overtrædelsen registreres i Uddata.
• Tredje gang reglen overtrædes indkaldes eleven til samtale med ledelsen og der iværksættes en handleplan for eleven f.eks. midlertidig bortvisning fra skolen og i sidste instans bortvisning. Et rygestop kursus kan indgå i den samlede
handleplan for eleven.
Hvis eleven er under 18 år, så orienteres forældre/værge. Skolen tilbyder gerne hjælp og vejledning til de elever/(kursister), der ønsker et ryge/snus/tyggetobak-stop.

Retningslinjer for studierejser
Studieture og ekskursioner er faglige ture, som også har en social og fællesskabende funktion for klassen eller holdet. Studieture og ekskursioner er undervisning uden for skolen. Det er frivilligt at deltage i studieturen. Hvis flere i en klasse ikke ønsker at deltage, vil skolen overveje ikke at rejse med den pågældende klasse.
Ordensregler for studierejser og ekskursioner bliver gennemgået med eleverne af de lærere, som rejser med dem på studierejse eller ekskursion. Ud over de nedenstående ordensregler kan de enkelte lærere, med
udgangspunkt i forhold, som knytter sig til den konkrete rejse, og de betingelser, denne rejser sætter, fastsætte yderligere regler for elevernes adfærd m.v.

Eleven (eller elevens forældre, hvis eleven er under 18 år) har ansvaret for, at eleven er behørigt forsikret.

Eleverne rejser under de betingelser, der er formuleret af rejsebureauet og de betingelser, som er formuleret i Tønder Handelsskoles ordensregler. Se desuden regler for betaling nedenfor

For alle studierejser gælder:
• Eleverne skal efterleve den vejledning, som de medrejsende lærere giver i overensstemmelse med destinationens lovgivning på området.
• Eleverne skal efterleve aftaler med den enkeltes eventuelle værtsfamilie.
• Eleverne skal deltage aktivt i hele studieturens program. Dvs. der er mødepligt og man møder til tiden og har altid en seriøs opførsel under virksomhedsbesøg m.v.
• Alle skal vise respekt for de lokale skikke, traditioner og særlige forhold – herunder følge de råd og anvisninger, som bliver givet før og under rejsen af de deltagende ansatte på skolen. Specielt skal nævnes betydningen af at overholde
lokale regelsæt på indkvarteringssteder.
• Der må som hovedregel ikke nydes alkohol på ud- og hjemrejsen
• Eleverne må ikke bringe sig selv eller andre i fare
• Eleverne må ikke forstyrre eller forhindre rejsens program
• Eleverne må ikke være til gene eller belastning for andre på turen. Enhver besiddelse af, nydelse af,formidling af eller medvirken til formidling af enhver form for euforiserende stoffer er en grov overtrædelse.
• Eleverne skal være hjemme på hotellet/vandrehjem senest på det i programmet fastsatte tidspunkt.

Specifikt om alkohol gælder:
Studierejser i 1. g
• Ingen alkohol
Studierejser i 2. g og 3. g
• Efter aftale med lærerne må man nyde et glas vin eller en øl i forbindelse med aftensmaden.

Sanktioner ved overtrædelse af reglerne
Såfremt en elev overtræder adfærdsreglerne eller på anden måde forhindrer, at turen kan gennemføres som planlagt, kan de ledsagende medarbejdere efter aftale med skolens ledelse iværksætte følgende sanktioner:
• Husarrest, hvor eleven ikke deltager i programmet i dele/eller resten af turen
• Ved grove overtrædelser hjemsendelse for elevens egen regning.
For ikke myndige elever orienteres den pågældendes forældre/værge forud for hjemsendelsen.
Den hjemsendte elev ledsages til station eller lufthavn, hvorefter eleven selv skal forestå resten af hjemrejsen, såfremt dette fra skolens side vurderes forsvarligt.
Såfremt eleven ikke har mulighed for at dække rejseudgifterne, sørger skolens medarbejdere for at lægge ud, hvorpå skolen efterfølgende opkræver eleven eller dennes forældre/værge udlægget.

• De ledsagende medarbejdere har bemyndigelse til at træffe beslutninger på destinationen.
• Skolen forbeholder sig retten til at sanktionere overtrædelser yderligere efter hjemkomst.
• Deltagelse på studieturen forudsætter elevens underskrift med accept af ovenstående regler. For ikke myndige elever kræves forældrenes/værgens underskrift.

Betaling
Ved første indbetaling til en studietur er tilmeldingen bindende og man hæfter således for det fulde beløb for studieturen. Ved afmelding efter tilmeldingsdatoen vil man højst kunne få refunderet et beløb svarende til det som skolen vil kunne få refunderet ved rejsebureauet.

Bøger og undervisningsmaterialer
I løbet af skoleåret kan du få udleveret bøger og andet materiale/udstyr til undervisningen. Skolen registrerer udlevering af bøger og andre hjælpemidler, som du låner og har ansvaret for, indtil du afleverer dem igen. Skulle det ske, at en bog eller andet bliver væk eller bliver beskadiget, skal det meddeles administrationen, som kan oplyse om, hvordan det af skolen udleverede materiale kan erstattes.

Skærmpolitik
Ved undervisningens start skal mobiler pakkes væk og skærmen på elevens bærbar/pc er lukket. Eleverne medbringer mobiler på eget ansvar.
Mobiltelefoner skal være slukket eller på flytilstand og i elevens taske ifm. undervisningen, herunder også ved gruppearbejde. Skal mobiltelefonen bruges i undervisningen kan læreren tillade brugen.
Ved gruppearbejde bør der, så vidt muligt, kun medbringes én pc/bærbar pr. gruppe.
Det er ikke tilladt at tage billeder, lyd eller video af andre elever eller ansatte på skolen uden samtykke.

Sanktioner:
Mobiltelefoner kan inddrages af læreren ved brud på ovenstående, og indleveres til administrationen.
Eleven kan afhente mobilen ved skoledagens afslutning i administrationen.

Principper for god skærmbrug i undervisningen:
– Skærmfri perioder i alle timer
– Skærmfri gruppearbejde
– Opmærksomhed på deadlines og hjemmearbejde

Forsikring
Skolen er omfattet af statens selvforsikring. Skolen kan ikke tegne ansvarsforsikring i forhold til elever, hvorfor eleverne selv skal søge for at være ulykkes- og ansvarsforsikret. Elever, der forvolder skader på
skolen, vil blive gjort økonomisk ansvarlig for det tab, der opstår i forbindelse hermed.
Elever anbefales at have en dækkende forsikring både i hverdagen og på studieture.

IT-regler
For at du frit kan benytte skolens IT- faciliteter er der nogle regler, som skal overholdes:
SOFTWARE: På skolens computere må der kun installeres software, som er godkendt af skolen.
KOPIERING: Kopiering af skolens programmer samt piratkopiering generelt er jf. lovgivningen ikke tilladt.
NETVÆRKSKONFIGURATIONEN på skolens computere må ikke ændres.
LOG-IN/LOG-UD: Husk at logge ud, når du forlader en af skolens computere.
VIRUS: Hvis du har mistanke om, at en af skolens computere er virusangrebet, skal du kontakte systemadministratoren.
STATIONÆRE COMPUTERE: Du må ikke flytte på de stationære computere. Mus, tastatur og skærme må heller ikke flyttes. Du må heller ikke skille skolens IT-udstyr ad.
FEJL: Opdager du fejl på skolens IT-udstyr, skal du orientere systemadministrationen om det.
HACKING: Du må ikke bruge skolens computere til at skaffe dig uautoriseret adgang til andre computere på skolens netværk eller på Internettet.
OPSÆTNING: Du må ikke installere programmer, lydfiler og spil m.m. Du må ikke ændre maskinernes opsætning.
MISBRUG: Du må ikke anvende IT-udstyret til at genere andre, f.eks. med uvedkommende mail og misbruge andres brugernavne.
MAD: Du må ikke nyde mad og drikkevarer ved pc´erne.
REGLER OG ANVISNINGER: I øvrigt skal du altid følge de anvisninger, som skolens ledelse og systemadministrator udstikker i brugen af skolens elektroniske udstyr.
FORLÆNGERLEDNINGER: Har man brug for ekstra forlængerledning skal man selv medbringe det.
Ved overtrædelse af reglerne får du en skriftlig advarsel af skolens ledelse, som afgør hvilke sanktioner, der kan eller skal iværksættes – helt eller delvis udelukkelse fra netværket eller bortvisning.

Lokaler
Du er medansvarlig for at holde orden på alle skolens områder (inde og ude) og sørge for et godt miljø. Når lokalerne forlades, skal alt affald være lagt i affalds- og papirspand og stolene skal være sat op på fællesområderne og efter sidste lektion i undervisningslokalerne.
I kantinen stiller du brugt service på de dertil indrettede vogne og smider affald i de opstillede affaldsbeholdere.

Chikane og mobning
Alle elever har krav på at blive behandlet med respekt og værdighed. Mobning og chikane accepteres ikke!
Skolen tolererer ingen form for chikane eller mobning overfor hverken elever eller personale. Det gælder både verbal chikane og chikane på det elektronisk sociale netværk (Facebook, Instagram, SnapChat osv.).
Ifølge persondataloven er offentliggørelse af tekst og billeder strafbart, medmindre der er givet tilladelse til offentliggørelse. Injurierende sager vil blive politianmeldt!

Almen orden og samvær – Sanktioner
• Udelukkelse fra konkrete arrangementer/aktiviteter
• Midlertidig udelukkelse fra undervisningen, hvor du registreres som fraværende
• Bortvisning i særligt grove tilfælde

Fravær, studieaktivitet og Snyd
Du har mødepligt til al undervisning. I begyndelsen af hver lektion bliver de tilstedeværende registreret.
Kommer du efter fraværsregistreringen er foretaget, har du ikke krav på at blive ført tilstedeværende.
Skolen fører kontrol med dit fremmøde både i de enkelte fag og samlet. Alt fravær, uanset årsag bliver registreret – man kan således ikke “få fri” (undtagelserne er: forsvarets dag, talentakademi og
udvalgsarbejde).
I tilfælde af sygdom skal du ringe til skolen (tlf. nr. 73 73 40 80) inden kl. 8.00 og afgive en fraværsmelding. Du kan yderligere via mail orientere din kontaktlærer og/eller faglærer om dit fravær. Dog
kun efter aftale med den pågældende lærer.
Ved længerevarende eller hyppig sygdom kan du blive bedt om at aflevere en lægeerklæring for egen regning. Hvis du af andre grunde er nødt til at forsømme undervisningen, kan du også blive bedt om at
aflevere dokumentation.
Hvis du bliver nødt til at forlade skolen før skoledagens afslutning, giver du en af dine lærere besked og kontakter desuden administrationen.
Det er dit eget ansvar at kontakte relevante faglærere for at orientere dig om det faglige indhold af den undervisning, som du ikke har deltaget i, og så vidt muligt selvstændigt at få samlet det forsømte op.
Du skal selv påvise, hvilke konkrete undervisningsaktiviteter du er blevet ført fraværende for. Hvis du kan påvise fejl i registreringen skal du forelægge det for den relevante faglærer, som tager stilling til, hvorvidt
der er sket en fejl.

AFLEVERING AF OPGAVER OG DELTAGELSE I UNDERVISNINGEN
Du har ligeledes pligt til at deltage aktivt i undervisningen.
Det forudsættes, at du medbringer relevant undervisningsmateriale og hjælpemidler – herunder skriveredskaber. Det forventes, at du i øvrigt følger undervisernes anvisninger i forbindelse med
undervisningen.
Kontaktlæreren følger løbende op på elevernes fraværs- og aktivitetsniveau.
I forbindelse med evaluering og karaktergivning vil du eventuelt blive orienteret om skolens registrering af dit fravær og din deltagelse i undervisningen. Der afholdes løbende møder i de forskellige lærerteams, hvor der tales om klassens og den enkelte elevs fravær/aktivitetsniveau. Hvis en eller flere af dine lærere konstaterer, at du ikke deltager aktivt i undervisningen, anvendes den almindelige procedure inklusive medførende sanktionsmuligheder
(se nedenfor).
• rettidigt afleverer skriftlige opgaver, der kvalitativt og kvantitativt følger de krav, der er fastsat.
• deltager i terminsprøver, årsprøver og lignende.
• deltager i gruppearbejder.
• deltager i ekskursioner mv.
• deltager i anden forlagt undervisning, herunder selvstændigt arbejde og virtuel undervisning, der er planlagt som en del af undervisningen

INDSTILLING TIL EKSAMEN
Skolen skal indstille elever til eksamen.
På HHX-uddannelsen skal du mindst have et gennemsnit på 2 af dine årskarakterer samt indstilles til eksamen af lærerne. Kan lærerne – som følge af utilfredsstillende studieaktivitet fra din side – ikke foretage denne indstilling, afgør skolen, om du får mulighed for at gå til eksamen på almindelige vilkår. Som hovedregel gælder, at såfremt din studieaktivitet efter skolens skøn er utilstrækkelig, vil skolen undlade at indstille dig til eksamen. I det tilfælde kan du selv vælge at tilmelde dig eksamen på særlige vilkår.

OPRYKNING TIL NÆSTE KLASSETRIN (GÆLDENDE FOR SÅVEL HHX OG EUD/EUX)
Oprykning til næste klassetrin er betinget af, at du har fået et tilstrækkeligt udbytte af undervisningen. Ved skoleårets afslutning vurderer skolen den enkelte elevs standpunkt og udbytte af undervisningen. Du har krav på oprykning, når du har 2 eller derover i vægtet gennemsnit af de karakterer, du har opnået ved afslutningen af et skoleår og aflagt de krævede prøver, herunder årsprøver samt større skriftlig opgave, projektopgaver og lignende.
Standpunktskaraktererne ved skoleårets afslutning medregnes.
Såfremt dit standpunkt eller opnåede vægtede gennemsnit ved skoleårets afslutning er under 2 og hvis det på baggrund af den løbende evaluering vurderes, at du ikke har fået et tilstrækkeligt udbytte af den gennemførte undervisning, kan du nægtes oprykning til næste klassetrin. Nægtes du oprykning til næste klassetrin, vil du få lejlighed til at udtale dig, og skolens leder vil give dig klagevejledning.
Efter skolens godkendelse kan du få ret til at gå det pågældende klassetrin om én gang, dog således, at du senest 5 år efter påbegyndt uddannelse skal have fuldført denne. Hvis du nægtes oprykning for anden gang på samme klassetrin, udskrives du af skolen.

SNYD (PLAGIAT M.M.)
Plagiat (i daglig tale kaldet ”snyd”) betyder efterligning/afskrift fra en andens arbejde – fx download fra internettet – under foregivelse af, at arbejdet er selvstændigt og originalt.
Du har pligt til at udarbejde dine skriftlige opgaver selvstændigt. Hvis din faglærer konstaterer, at en afleveringsopgave eller væsentlige dele er et plagiat, afvises opgaven, og du får en skriftlig advarsel. Bliver taget i at snyde eller plagiere igen kan skolen vælge at bortvise dig.

Fraværsopfølgning og sanktioner
Kontaktlæreren og studievejledningen skal løbende reagere ved for høj forsømmelsesprocent, manglende studieaktivitet samt ved plagiat. Studievejledningen og klasseteamet skal orienteres om dette.
PROCEDURE VED FRAVÆR
Skolens fraværsprocedure gælder for et helt uddannelsesforløb. Dette indebærer, at skolens procedure ikke starter forfra ved hvert skoleårs begyndelse. Dog bortfalder en advarsel ved et nyt skoleårs begyndelse, med
mindre særlige forhold gør sig gældende.
Alle fraværs- og forsømmelsessager i øvrigt behandles individuelt.

SU
Hvis du har fået frataget din SU på grund af manglende studieaktivitet, vil du kunne søge SU igen, når du skønnes studieaktiv. Skyldes den manglende studieaktivitet sygdom, fødsel eller andre særlige forhold, kan du få dispensation fra kravet studieaktivitet og dermed bevare retten til SU.

Klage over sanktioner
I forbindelse med iværksættelse af sanktioner ved overtrædelse af skolens studie- og ordensregler vil skolen orientere dig om dine klagemuligheder.
Hvis du og/eller dine forældre/værge beslutter sig for at klage over en sanktion, skal du/I gøre det inden 2 uger fra afgørelsens meddelelse. Klagen indgives skriftligt til skolen, der videresender klagen til Undervisningsministeriet sammen med skolens egen udtalelse i sagen. Før sagen videresendes, får klageren lejlighed til inden for en uges frist at kommentere udtalelsen. Klagerens eventuelle kommentar bliver medsendt til ministeriet.
Klagen har ikke opsættende virkning, medmindre skolen eller ministeriet i særlige tilfælde træffer beslutning herom.

Ønsker du at blive vist rundt på skolen?

Flemming Sørensen (FS)

Studievejleder, markedsføring, events, idræt mm

Ønsker du at blive vist rundt på skolen?