Eleverne på vores EUD Business/GF2 har i den seneste periode arbejdet med et særligt kursus i faget tysk.
Underviser har været Anette Okholm, og kurset hedder ”Menschen im Beruf – Einzelhandel und Tourismus”.
Det generelle fokus i kurset har været, at give eleverne tyskkompetencer, som kan anvendes i erhvervslivet. De elever som har gennemført kurset, er dermed styrket i deres kommende forløb i fx detailhandel, udlejningsvirksomheder og ikke mindst i arbejdet med turismen.
Indholdet i forløbet var med forskellige praksisnære indgangsvinkler, og hvor eleverne har arbejdet med at anvende hverdagsudtryk for at kunne kommunikere grundlæggende behov på tysk. Der har været fokus på at lave en præsentation af sig selv, ligesom eleverne har lavet pitch på forskellige opgaver.
Der er blevet arbejdet med cases fra situationer, hvor eleverne var i check-in situationer i turismebranchen, ligesom de skulle beskrive forskellige overnatningsmuligheder, hoteller og tilhørende faciliteter. Slutteligt har der været arbejdet med den tyske forretningskultur, så eleverne også har fået et øget kendskab hertil.
To af eleverne som fik overrakt kursusbevis af Anette Okholm og kontaktlærer Jannie Elgaard, var meget begejstret for forløbet.
Ida Kluw og Laura Fonville, synes specielt at de mange virkelighedsnære cases har været brugbart:
”Det har været rigtig godt. Vi har arbejdet med praktiske og helt konkrete situationer, som vi kan komme til at møde i forskellige erhverv. Vi har haft et niveau, så vi alle har fået et godt udbytte. Der har været meget snak på tysk, og dialogen hvor vi både skal fortælle og give feedback, har været rigtig godt. Samtidig så får vi et bevis på, at vi har gennemført nogle helt specifikke områder på tysk, som er godt at have med, når vi skal ud at søge en elevplads.”