Velbesøgt Åbent Hus

Den 25. januar 2025 åbnede vi skolen til det årlige Åbent Hus arrangement. En god gruppe af vores elever var klar som rundvisere, og en række ansatte og ledelsen var med til at fortælle om vores forskellige uddannelser. Ligeledes var det glædeligt, at flere tidligere elever var med, så de kunne fortælle om hele uddannelsesforløbet, og ikke mindst, hvad de har fået ud af at gå på Det Blå Gymnasium Tønder.

Gæsterne blev taget godt imod i Kantinen, hvorefter 2 elever gav en rundvisning på skolen. Under rundvisningen blev der fortalt om dagligdagen, studiemiljøet og de forskellige fag. Der var rig lejlighed til at lave en dialog og samtidig få svar på eventuelle spørgsmål.

Som afslutning på rundvisningen, sluttede alle i vores fine hal, hvor der var lavet en “Mini-messe”. Så kunne vores gæster fx høre om Tønder Golf Akademi eller Tønder Sports Akademi, hvor der begge steder var mulighed for at prøve lidt praktiske øvelser.
Vi havde besøg af politiet, der besøgte os og sammen med elever fra politilinjen fortalte om uddannelsen hos os og mulighederne indenfor politiet. Elever fra vores elevråd & festudvalg havde en lille konkurrence, ligesom de der vil høre om sprogundervisningen og vores certifikater, havde muligheden for det.

Alle vores uddannelser – EUD Business, EUX Business, HTX og HHX, var med hver deres stand, hvor nuværende eller tidligere elever kunne fortælle om opbygningen af de enkelte uddannelser. Desuden var VUC med, så de der ønskede information om HF-enkeltfag, ordblindeundervisning eller lignende havde en mulighed for det.

For de der havde spørgsmål til transport, var der rig mulighed for at få svar ved Sydtrafik, som også var repræsenteret.

En herlig dag, hvor mange interesserede lagde vejen forbi skolen. Vores dygtige elever sluttede med pizza – altid en fin afslutning på en god dag.

Del nyheden

Ønsker du at blive vist rundt på skolen?