
Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre ansættelsen af Morten Beck som fodboldtræner på vores sportsakademi. Morten Beck er til daglig ansat på Sportsefterskolen SINE og skal desuden være cheftræner for FC Sydvest i den kommende sæson.
Morten Beck har en flot fodboldkarriere bag sig, hvor han har været professionel i Sønderjyske, AC Horsens og i Reykjavik på Island. Han sluttede sin aktive karriere i FC Sydvest, og har de seneste år fungeret som træner på Sønderjyskes Akademi sideløbende med sit job på Sportsefterskolen SINE.
Pr. 1. februar 2026 starter Morten Beck som træner hos os, hvilket glæder direktør Carsten Uggerholt Eriksen:
“Vi er meget glade for, at det er lykkedes at tilknytte Morten Beck til vores sportsakademi. Morten er først og fremmest en vellidt og dygtig person, som er vant til at arbejde med unge sportsfolk qua sit job på Sportsefterskolen SINE.
Ligeledes har Morten arbejdet med aldersgruppen på ungdomsuddannelserne i Sønderjyske, hvor han har været med til at udvikle talenter på højeste niveau. Det betyder også meget, at Morten har stor erfaring som spiller gennem sin flotte aktive karriere i både Danmark og udlandet.
Morten er født og opvokset i Tønder Kommune, og vi er meget glade for, at det er lykkedes at tilknytte ham til Det Blå Gymnasium.
Vi har mange fodboldspillere på skolen, og med Morten som træner kan vi tilbyde individuel og positionsspecifik træning på et højt niveau. Træningen foregår i vores faciliteter på Det Blå Gymnasium, og vi starter træningen op i uge 8.
Det Blå Gymnasium er Team Danmark-uddannelsespartner og tilbyder unge eliteidrætsudøvere en hverdag, hvor skole, idræt og privatliv hænger sammen.”
Har man spørgsmål til ovenstående, er man velkommen til at kontakte direktør
Carsten Uggerholt Eriksen på mobil: 40 79 78 85.