Fra virksomhedsbesøg til skolekoncert på Tønder Festival

På Det Blå Gymnasium Tønder vil vi gerne tættere på virkeligheden i undervisningen. Derfor bruger vi de mange spændende virksomheder, organisationer og kulturinstitutioner, vi har omkring os. I forbindelse med Tønder Festivalen rykkede vi undervisningen ud af klasselokalet og besøgte Tønder Festival – inden vi få dage senere vendte tilbage til årets traditionsrige skolekoncert.

Et kig bag kulisserne

Ved virksomhedsbesøget fik eleverne en spændende rundvisning på festivalpladsen og mulighed for at komme helt tæt på en af Tønders største og mest kendte begivenheder. Undervejs blev eleverne klogere på Tønder Festivals historie, musikken og udviklingen gennem årene. Samtidig fik de præsenteret de mange forskellige områder, scener og faciliteter, der tilsammen danner rammerne om festivalen.

Det gav et interessant indblik i alt det arbejde, der ligger bag, før tusindvis af festivalgæster kan indtage pladsen. En festival handler nemlig om meget mere end musik. Planlægning, organisation, markedsføring, økonomi, kommunikation, logistik og samarbejde er blot nogle af de mange områder, der skal spille sammen for at skabe en stor festival.

Netop derfor er Tønder Festival også en spændende organisation at besøge for vores elever. Her kan flere af de emner, de møder i undervisningen, opleves i praksis.

Fra tom festivalplads til masser af liv

Få dage efter virksomhedsbesøget var vi tilbage på festivalpladsen – men denne gang så den helt anderledes ud. Traditionen tro deltog elever og undervisere fra Det Blå Gymnasium Tønder nemlig i årets skolekoncert. Hvor eleverne under rundvisningen havde oplevet forberedelserne og fået et kig bag kulisserne, kunne de nu opleve resultatet: En festivalplads fyldt med mennesker, musik og god stemning.

Årets skolekoncert bød på folkBALTICA Ensemblet og den danske rapper, sanger og producer Ozzy på den store Open Air-scene.

Det blev et par hyggelige og festlige timer med musik, grin og gode oplevelser på tværs af klasser og årgange. Netop den slags fælles oplevelser er med til at styrke relationerne og fællesskabet på skolen.

En vigtig del af vores lokalområde

Som uddannelsesinstitution i Tønder ønsker vi at være en aktiv del af det område, vi er placeret midt i. Derfor er vi også stolte sponsorer af Tønder Festival. For os handler samarbejdet både om at bakke op om en vigtig kulturel begivenhed i vores lokalområde og om at give vores elever mulighed for at opleve, hvordan teori og virkelighed hænger sammen.

Tak til Tønder Festival for en spændende rundvisning, et kig bag kulisserne – og ikke mindst endnu en fantastisk skolekoncert.

Vi glæder os allerede til næste år!

Del nyheden

Ønsker du at blive vist rundt på skolen?