Traditionen tro blev sidste skoledag inden efterårsferien på Det Blå Gymnasium Tønder fejret med en fantastisk idrætsdag i Tønderhallerne. En dag, hvor det ikke kun handlede om at vinde, men i lige så høj grad om at være sammen, hygge sig og skabe gode oplevelser på tværs af klasser og årgange.
Idrætsdagen er en af de mange gode traditioner på Det Blå Gymnasium, og igen i år var der lagt op til en dag fyldt med aktiviteter, bevægelse og ikke mindst godt humør. Elever og ansatte var samlet i Tønderhallerne, hvor fællesskabet og glæden ved at være sammen var i centrum.

Fuld fart på fra morgenstunden
Dagen begyndte med en fælles opvarmning, hvor skolens energiske idrætslærer Frederikke sørgede for at få alle godt i gang. Der blev både grinet og svedt, inden det var tid til dagens første store højdepunkt – den traditionsrige tovtrækningsturnering. Her stillede hver klasse med et hold på 10 deltagere, og med et cupsystem var der lagt op til masser af spænding.
Der blev kæmpet bravt, og efter en række tætte og underholdende opgør stod finalen mellem HTX3 og skolens ansatte. Det blev en særdeles seværdig finale. Efter en intens dyst lykkedes det dog de ansatte at trække det længste strå og dermed sikre sig titlen som årets mestre i tovtrækning! De stolte vindere kunne efterfølgende lade sig hylde og modtage en flot præmie, som elevrådet havde fået sponsoreret af REMA 1000 i Tønder.
Masser af aktiviteter – noget for enhver smag
Efter tovtrækningen fortsatte dagen med et væld af aktiviteter, hvor eleverne selv kunne vælge, hvad de havde lyst til at deltage i. Nogle snørede løbeskoene og begav sig ud på en frisk løbetur på enten 5 eller 10 kilometer i det skønne efterårsvejr, mens andre kastede sig over badminton, volleyball, bordtennis, fodbold eller padel. Der var også mulighed for at hygge sig med brætspil i de fine faciliteter. Netop kombinationen af sport, hygge og socialt samvær er noget af det, der gør idrætsdagen til noget helt særligt. Her er der plads til alle – uanset om man elsker at konkurrere, gerne vil være fysisk aktiv eller blot nyder en hyggelig dag sammen med kammeraterne.

Spændende finaler og flotte præmier
Der blev også kæmpet om æren og de flotte præmier i både padel- og fodboldturneringen. I padelturneringen blev det Paul Jacob og Alex Petersen, der efter en flot og spændende finale mod Victor Hoffmann og Timmi Mathiesen kunne lade sig kåre som årets vindere. De modtog en flot præmie sponsoreret af Mr. Hoff.

Dødbold, grin og en festlig afslutning
Efter en formiddag fyldt med aktiviteter, konkurrencer og masser af hygge blev alle igen samlet til endnu en af idrætsdagens helt store traditioner – den fælles dødboldturnering. Her er konceptet ganske enkelt: Alle mod alle!
Efter en underholdende afslutning stod Gustav Knudsen tilbage som dagens vinder. Han kan glæde sig til at få overrakt sin velfortjente præmie ved den kommende morgensamling.
Fællesskabet er den største vinder
Selvom der blev kåret vindere i flere discipliner, var dagens helt store vinder uden tvivl fællesskabet! På Det Blå Gymnasium lægger vi stor vægt på, at skolen ikke kun er et sted, hvor man får en god uddannelse, men også et sted, hvor man trives, har det sjovt og bliver en del af et stærkt socialt fællesskab. Idrætsdagen er et fantastisk eksempel på netop dette. Her mødes elever og ansatte på en anden måde end i den almindelige skoledag, og der skabes relationer, gode minder og oplevelser, som er med til at styrke sammenholdet på hele skolen.

Foto: Tøndernyt