"Verdens bedste foredrag"

Vores afgangselever fik onsdag et suverænt foredrag med Arne Nielsson

”Verdens bedste foredrag”, sådan lød det fra en elevgruppe, der netop havde hørt den tidligere kanoroer, Arne Nielsson, holde foredrag for vores afgangselever på Det Blå Gymnasium Tønder.

I præsentationen af dagens oplægsholder blev der skabt forventninger om, at en dygtig foredragsholder havde tjekket ind på Det Blå Gymnasium Tønder. Arne Nielsson har vundet titlen som ”Årets foredragsholder” 3 gange, og 2 gange er han kåret til ”Årets inspirator”. Desuden har han i sin aktive idrætskarriere vundet 10 verdensmesterskaber, 74 danske mesterskaber, og tre gange været med ved OL, hvoraf han i 1992 vandt sølv i Barcelona i toerkano med Christian Frederiksen. Ingen tvivl – en kapacitet  var tjekket ind.

Mentalt boost
Vi ville gerne give afgangseleverne et mentalt boost inden de dels skal til eksamen, men også inden de skal i gang med nye udfordringer efter sommerferien. Og man må sige, at Arne Nielsson ramte fuldstændig plet hos de unge mennesker. Han gav eleverne mange ”redskaber” som dels kan bruges på kort sigt, fx til eksamen, eller i et længere perspektiv.

Med udgangspunkt i den usikkerhed og nye vaner, som Coronaen har medført, fortalte Arne Nielsson meget inspirerende om, hvordan eleverne dels kan styrke deres eget selvværd, men i høj grad også hvordan vi alle kan spille hinanden gode. Som tidligere topatlet kender Arne Nielsson til vigtigheden af succeser, men også nøgleord som positivitet, anerkendelse og personlig træning. Vigtige discipliner uanset hvor i livet man er og uanset om man er eliteidrætsudøver, virksomhedsleder, medarbejder, forælder eller afgangselev på Det Blå Gymnasium Tønder. Arne Nielsson talte meget om begejstring – og han begejstrede…..

”Hvordan bliver man bedre end det man var?”
Udover en levende og entusiastisk måde at fortælle på, så indlemmede Arne Nielsson vores elever – det var stærkt medvirkende til, at eleverne fik et særdeles stort udbytte af den ca 1 ½ time lange oplæg. I snakken om ”Komfortzonen, Udviklingszonen og Krisezonen” var der fokus på at blive bedre end det man var – hvordan ens tanker påvirker selvværdet. Både positivt og negativt! Dette blev tydeligt vist, da EUX Business elev Niels Silberg var med i et par små ”manipulationsøvelser”.


Efterfølgende var der fokus på teamsamarbejdet og hvordan vi spiller hinanden gode, og vores elever fik en klar morale i at ”…..evnen til at gøre hinanden gode, skaber en vinderklasse/vinderhold”. Dette underbyggede Arne Nielsson med ex på god klassekultur, god virksomhedskultur og ikke mindst god medarbejderkultur.

Diamanten

Adfærd, Følelser, Krop og Tanker udgør grundpillerne i ”Dianmanten”. Denne var udgangspunktet for snakken om hvad der er god eksamensforberedelse. Hvordan man med sin adfærd kan agere i eksamenssituationen – det var utrolig spændende og lærerigt at høre eksemplerne på hvordan ”man spiller sig selv og andre gode”. At man er så forberedt som muligt, og teasen om ”At skabe hjemmebane på udebane”. At udvikle og udnytte de ressourcer og det potentiale, der findes hos den enkelte.
Beskrivelsen af de forskellige profiltyper, Diplomaten, Analytikeren, Praktikeren og Entusiasten, var enormt spændende. Hvor er man selv og hvordan kan man reagere og agere i forskellige pressede situationer. Man kunne nærmest fornemme de to sure mænd fra Muppet Show, da Arne Nielsson afslutningsvis fortalte om, at de der har et ”lorteliv” nedgør andre, mens de der har et godt liv anerkender andre.

Det med at være ”over stregen” er betydelig bedre end ”under stregen”.  At fokusere på fremtidige muligheder giver masser af energi, fremfor at fokusere på fremtidens problemer.
Med udgangspunkt i de 4 persontypologier definerede Arne Nielsson, hvordan du er som person, hvad der motiverer dig, hvad demotiverer dig, hvordan motiverer du andre og hvordan tackler du mennesker under stregen – den var spændende og yderst relevant.
Fortjent hæder
Det var meget begejstrede elever der gik fra foredraget. De havde fået et klasseforedrag, hvor inspiration, humor og erfaringer smeltede sammen til en enhed, der på absolut bedste vis blev formidlet. Det er meget forståeligt, at Arne Nielsson har en række fornemme kåringer som foredragsholder.
Som en elev sagde inden skoledagen var omme ”Fille, I får svært ved at finde noget der er bedre end dette foredrag”.