Tilbageblik

Den 1. november 2021 er det fem år siden, at direktør Carsten Uggerholt Eriksen blev ansat.

Den 1.november 2016 gik forstander Poul Erik Vestergaard Frandsen på pension efter omkring 25 år på posten som leder af Det Blå Gymnasium Tønder. Stillingsbetegnelsen blev ændret til direktør og skolens nye leder kom til det sønderjyske fra Lolland Falster. Carsten Uggerholt Eriksen blev ansat, og 5 år er nu allerede gået siden han satte sig i direktørstolen – en periode hvor mange tiltag er sat i værk.

Den nye direktør var kommet til en lille veldrevet skole, som i hverdagen fungerede som en stor familie. Netop dette har været afsættet for det fokus, som skolen gennem de sidste 5 år har haft på at trivsel og faglighed er forbundne kar:
“Da jeg blev ansat var afsættet fra start, at videreudvikle skolens mange kvaliteter og dyrke disse. Undervisningen havde et højt fagligt niveau og der var stor trivsel hos elever og ansatte, og det har altid været min filosofi, at man opnår de bedste resultater, der hvor man har det bedst og trives. I fællesskab opsatte skolens ansatte interne mål for kvaliteten i undervisningen, trivslen i klasserne og på lærerværelset samt et ønsket om at skabe Tønders bedste arbejdsplads”.

Allerede i 2018 var Det Blå Gymnasium rangeret som nr. 16 blandt alle danske gymnasier i forhold til at løfte elevernes karakterniveau. Den seneste måling er fra 2019, hvor Det Blå Gymnasium er det Handelsgymnasium i Danmark, der er bedst til at løfte elevernes karakterer, og det 7. bedste af alle gymnasier i Danmark. Fokus fra start har været at skabe en skole, som ikke bare er i brug mellem kl. 8 og 15, men at skabe et sted, hvor eleverne har lyst til at være i fritiden. Derfor er der blevet etableret et E-sportslokale, storskærm med Playstation, hyggekroge til skolearbejde og hygge med brætspil, områder med bordtennis og bordfodbold samt meget andet. Forbilledet er mulighederne på en amerikansk Highschool, hvor elever har en stor del af deres fritidsaktiviteter og sociale arrangementer på skolen.

Carsten Uggerholt Eriksen og hans familie faldt meget hurtigt til i det sønderjyske, og han er meget begejstret for dagligdagen, om end der er en lidt anden kultur end på Sydhavsøerne:
”Da jeg blev opfordret til at søge stillingen i Tønder, skulle der ikke mange overvejelser til. Selvom jeg kun kendte lidt til Tønder i forvejen, så vidste jeg, at her var der en stor lyst til at løfte i flok og skabe udvikling i fællesskab – noget som jeg i den grad er blevet bekræftet i. Jeg var ikke i tvivl om, at her var en gylden chance for et drømmejob. Derfor var jeg også meget begejstret, da jeg blev ansat på Det Blå Gymnasium. Fra start har både jeg og min familie oplevet en fantastisk gæstfrihed og imødekommenhed. Vi har gerne ville involvere os i lokalsamfundet, og herigennem har vi fået et uvurderligt netværk i Tønder Kommune.”

Udtrykket med at ”….sidde i direktørstolen” er en fordrejning af virkeligheden, for sidde ned gør Carsten ikke så meget. Han er i fuld gang – både på job og i fritiden. Han er med i TM Tønder Håndbolds bestyrelse, hvor han er formand for Erhvervsklubben, er med i Tønder Festivalen som frivillig og formand for bestyrelsen i det nyetablerede lokalråd ”Udvikling Tønder”. Carsten har i alt 14 bestyrelsesposter, og for ham er det vigtigt at bidrage hvor man kan:
”Jeg har altid involveret mig i mange forskellige organisationer. Det er spændende at være med til at gøre en forskel og mine bestyrelsesposter i bl.a. Danske Erhvervsskoler og Gymnasier, repræsentant for Regionens Handelsskoler i Regions Syddanmarks uddannelsesforum, samt som formand for samarbejdet for syddanske handelsskoler får jeg både sparring og indflydelse samt en politisk platform til at skabe bedre vilkår for uddannelser i yderområder.
Jeg bruger meget af min fritid på frivilligt arbejde, da jeg synes det er spændende at være med til at skabe noget lokalt, og ikke mindst mit frivillige arbejde i Tønder ”fyrtårne” Tønder Festival og TMT sætter jeg stor pris på. Ligeledes synes jeg det har været spændende at skabe streetfood-festivalen i Tønder, TM Tønder stafetten, Tour de Tønder mv. – i vores del af landet er der SÅ mange muligheder, vi skal bare turde at stå ved roret og kaste os ud i det.”

Netop det at skabe udvikling, har været vigtigt for Carstens første 5 år på Det Blå Gymnasium Tønder. I 2018 etablerede Carsten Uggerholt Eriksen foreningen ”Tønder Handelsskoles Venner”, som er sat i verden for at styrke en udvikling til gavn for Det Blå Gymnasium, nuværende og kommende elever. Arbejdet i Venneforeningen har bl.a. resulteret i etableringen af aktivitetsområdet i 2019 ved Det Blå Gymnasium, hvor der er multibane, beachvolley og styrkeområde samt en netop indviet discgolfbane. Venneforeningen har sat mange tiltag i gang, og i den nærmeste fremtid er det besluttet at gå i med Campus Kollegiet og en Amfibanen:
”Vi er en skole i rivende udvikling. Alle medarbejdere brænder for deres arbejde og eleverne, vores elever er ambitiøse og så oplever jeg en hverdag med stærke sociale bånd. Vi har konstant fokus på at trivsel og faglighed skal hænge sammen, og det kan vi se giver resultat. Resultatet fra målingerne af vores eksamensresultater i den årlige CEPOS måling er vi meget stolte over. ” slutter direktør Carsten Uggerholt Eriksen, der ser frem mod mange år på Det Blå Gymnasium Tønder.