Multihal etableres ved Campus Tønder

Flot tilskud fra A.P.Møller Fonden muliggør etablering af multihal

/ Alle Nyheder / 4 måneder siden

Skolen har modtaget et stort tilskud fra A.P. Møller Fonden, som virkeliggør planerne om en multihal i tilknytning til Det Blå Gymnasium & Campus Tønder.

Det var en glad Direktør på Det Blå Gymnasium Tønder, der modtog særdeles positivt svar på ansøgningen til A.P.Møller Fonden, om tilskud til en multifunktionshal i tilknytning til Det Blå Gymnasium. Carsten Eriksen udtaler i den forbindelse:
”Jeg er meget taknemmelig og dybt beæret over, at A.P.Møller Fonden vil støtte projektet, og tage del i vores visioner om at skabe et Campus i verdensklasse. Med deres overvældende støtte på 22.5 millioner kan vi allerede nu påbegynde dette spændende byggeri. I samarbejde med A.P. Møller Fonden vil vi i efteråret fortsætte arbejdet med projekteringen af byggeriet.

Multifunktionshallen er trin 3 i den plan, som i 2018 blev iværksat for området ved Det Blå Gymnasium og Campus Tønder:
”Gennem de sidste tre år har vi arbejdet med en tre-trinsplan for udbygning af faciliteterne med den amerikanske College-model som forbillede. Vi er i en geografi, hvor befolkningstallet er faldene, og for at kunne fastholde og tiltrække unge mennesker, der ønsker at tage en ungdomsuddannelse – eller videregående uddannelse – i Tønder, så er det en nødvendighed med moderne faciliteter, som går hånd i hånd med den høje faglighed.”

Med den model som i 2018 blev iværksat, var målsætningen at lave en tre trins plan for et Campus i verdensklasse. Trin 1 var etableringen af et 2800 kvm stort multiområde, som blev etableret i sommeren 2019 og indviet i samme efterår.
Trin 2 er etableringen af en Amfibane, der er en kombination af en kunstgræsfodboldbane, Amfi-trappe og scene til sportslige og kulturelle arrangementer. Etableringen af Amfibanen bliver en realitet i 2022. Det sidste trin og kronen på værket er etableringen af en multifunktionshal integreret i Campus Tønder.

”I dag har vi ikke et samlingssted hvor vi kan være med vores støt stigende antal elever. Vi har derfor brug for faciliteter, hvor vi kan samles til vores morgensamlinger, fester, gæstelærerbesøg og naturligvis til vores idrætsundervisning og idrætsarrangementer. I forbindelse med den ca 1200 kvm store multihal, etableres bl.a. omklædningsfaciliteter og motionscenter i den eksisterende bygningsmasse. Multihallen skal placeres på den østlige side af skolen, hvor der nu ligger en beachvolleybane.” slutter en glad Direktør, Carsten Uggerholt Eriksen

Jydske Vestkysten havde tirsdag den 2. august en fin artikel om det kommende byggeri – læs denne artikel ved at klikke her