Mediefagseksamen på EUX Business

Drengene bag ”Troels blinde liv” skulle i dag til eksamen i Mediefag

Drengene bag den helt store prissluger på Hammerich Filmfestivalen 2021 skulle i dag til eksamen i Mediefag, og dermed bl.a. op at fortælle om baggrunden for den flotte film, Troels blinde liv.
Emil Dinesen, Troels Solgaard Larsen, Niels Silberg og Nour Lababidi gennemførte i dag deres næstsidste eksamen inden de i den kommende uge får deres fine studenterhue på EUX Business. Inden det synlige bevis på deres 2-årige erhvervsfaglige studentereksamen kan sættes på hovederne, skulle de gennemføre eksamen i Mediefag.
Dagens eksamen begyndte som en gruppeeksamen, hvor de skulle redegøre for deres film ”Troels blinde liv”, om ideen bag filmen og tankerne bag, samt fortælle om processen fra start til slut. Derudover lød opgaven på en næranalyse af filmen, samt en ”selvkritisk vinkel” på opgaven.

Eleverne har i fællesskab lavet manuskriptet og de fortæller om forløbet:
”Det har været en fed proces med denne film. Vi kan alle rigtig godt lide mediefag, og i hele dette år har det været kanon god undervisning. Vores lærer har været god til at inspirere os, og ligeledes hjælpsom i processen. Vi har selv besluttet handligen i filmen, samt hvor og hvordan filmen skulle sammenklippes. Vi har brugt meget tid på effekterne i filmen – altså hvordan lyd, lys, voice over mm skulle indsættes. Det har været en herlig måde at arbejde på”

Efter gruppeeksamen skulle de fire unge mænd til den individuelle del af eksamen. Her trak de på skift en opgave, som de fik tid til at forberede sig på. For denne gruppes vedkommende, var det enten en analyse af et filmklip fra en dokumentarfilm eller en amerikansk tv-serie. Individuelt skulle de forklare klippet, dets filmtekniske virkemidler samt gå ind i en dialog og lave perspektiveringer.

Nu venter sidste eksamen i Informatik, inden huen er på og studenterugen kan begynde.