Inspirerende foredrag med Lars Jørgensen

Herligt oplæg med fokus på bl.a. målsætninger, adfærd, handliger og trivsel.

Fredag den 7. maj gæstede tidligere landsholdsspiller i herrehåndbold, og nuværende assistenttræner for damelandsholdet, Lars Jørgensen, Det Blå Gymnasium Tønder, for at holde oplæg for vores elever i henholdsvis 1. og 2. årgang.

Coronaen har længe ændret dagligdagen for os alle, og nu hvor vi – forhåbentlig – er på rette spor på vej mod en normaliseret hverdag, er der igen mange ting, man – specielt som ung – skal forholde sig til. I ”corona-tiden” har hverdagen ofte været præget af undervisning via teams, de sociale relationer er blevet begrænset, og vores elever har ikke kunne dyrke hverken skole- eller fritidsliv som de plejer.

De udfordringer som vores elever har og får, vil vi gerne være med til at forberede dem på. Derfor havde vi booket Lars Jørgensen til at holde oplæg for først vores elever på 1.årgang og dernæst eleverne på 2.årgang. Lars Jørgensen har en kæmpe erfaring med at stå i pressende og afgørende situationer, og de erfaringer han har gjort sig var udgangspunktet for de to meget inspirerende oplæg.

Lars Jørgensen kom med mange gode eksempler fra hans hverdag i elitemiljøet, som han på en rigtig god måde fik omsat til situationer vores elever kunne forholde sig til. Lars tog udgangspunkt i, hvordan man som ung sætter sig nogle realistiske mål, hvilke værdier man som person har, og strategien for at opnå ens personlige og fælles målsætninger.

Ud fra disse udgangspunkter fortalte Lars meget levende om, hvordan ens tanker påvirker den adfærd man har, og ikke mindst, hvordan man kan handle på dette. Hvordan man med usikkerhed kan blive begrænset i forhold til hvad man gerne vil. ”Overspringshandlinger” og handlinger som giver en ”Korttidsbelønning”.

Der var mange sjove anekdoter, som havde et budskab eleverne kunne nikke genkendende til. Vores elever fik også at se og høre, at selvom man er på landsholdet og alt måske er ”fryd og gammen”, så er der også nogle udfordringer for disse kendte sportsudøvere. Bedst symboliseret ved ”Bussen”, hvor der er “Stampassagerer” der altid er med og vil være der, – og hvordan man bedst handler overfor disse ”Stampassagerer”. Der blev snakket om hvordan forskelligheder kan spille sammen om at nå fælles mål, men også hvordan personlige værdier spiller ind i forholdet til andre mennesker.

Eleverne fik mange guldkorn med i forhold til den personlige og sociale udvikling, men også i forhold til hvordan man forbereder sig til fx en eksamen. Ligeledes hvordan man kan forberede sig på at man fx skal ud at arbejde på en elevplads eller begynde et studie, når dagligdagen på Det Blå Gymnasium er veloverstået.

På onsdag får vores afgangselever besøg af Arne Nielsson, der skal holde foredrag om ”Hvordan vi spiller hinanden gode”. Arne Nielsson er tre gange blevet kåret som Årets foredragsholder, og der venter vores afgangselever en stor oplevelse.