Skrevet d. 21. september 2017 af Flemming Sørensen

Hǎo lǚxíng – God rejse til Kina!

I morges drog knap 50 elever fra 3.g på tre ugers studietur til Kina - store oplevelser er i vente

3.g på studierejse til Kina

06.30 rullede elever fra Det Blå Gymnasium Tønder afsted fra skolen – på vej mod fantastiske oplevelser i Kina. De næste tre uger venter der de unge mennesker fra 3.g mange uforglemmelige oplevelser.

De første 14 dage er eleverne i Shanghai, hvor der venter 2 ugers undervisning på Shanghai Lixin University of Ac-counting and Finance, tidl. Shanghai Finance University (SFU) med udflugter og virksomhedsbesøg.

Derefter går turen i en uge til Beijing og omegn. Her er der virksomheds- og institutionsbesøg, som bl.a. bringer eleverne til Den kinesiske Mur, Den forbudte by, ”Fuglereden” (OL-stadion), Ming-gravene, Den danske ambassade, Sino Danish Center og meget mere.

Det faglige indhold i den forlagte undervisning omfatter arbejde med emner og fag som international politik, international økonomi, erhvervsliv, kulturforståelse og historie.

Indholdet er en del af “Det Internationale Område” i 3.g, som alle elever skal beskæftige sig med enten i Danmark eller i udlandet. Eleverne kommer til at beskæftige sig med den kinesisk kultur, politik, økonomi og erhvervsliv i et historisk perspektiv.

Der skal også arbejdes med Kinas nuværende politiske system og politiske kultur samt økonomi og handel, ligesom eleverne får viden om hvordan Kina forbereder sig kulturelt, politisk, økonomisk og erhvervsmæssigt på en stadig mere globaliseret verden.

Elevens skal fremlægge udbyttet af undervisningen på Shanghai Lixin University of Accounting and Finance. Fremlæggelsen sker på engelsk og med kinesisk censor!

Der venter de unge en super fed oplevelse – rigtig god tur!