Flot indsats til Håndbold DM

To semifinaler er det historisk bedste resultat for skolen

Stor ros til eleverne

De tre hold som tirsdag og onsdag var til DM i håndbold for handelsskoler, har gennem begge dage spillet rigtig flot håndbold, og lavet den samlede bedste præstation for skolen.

Der var to hold tilmeldt drengerækken – et i henholdsvis A og B-rækken, og et hold med i pigerækken.

A-holdet var i en svær indledende pulje mod Thisted, Holstebro og Skive. Alle hold med hovedparten af spillerne på divisionshold i U18 eller senior. Det var derfor håndbold på højt niveau, der hele dagen blev vist i JYSK Arena i Silkeborg. Vores drenge ydede en stærk præstation og besejrede Thisted, spillede uafgjort mod Skive og tabte til et velspillede Holstebromandskab, som senere kom i finalen. Holdet blev nummer 2 i puljen, og skulle i semifinalen møde nummer 1 fra den modsatte pulje. Her ventede Mors onsdag formiddag, og efter en god 1.halvleg, gik det ikke Tønders vej efter pausen, og holdet led et klart nederlag og sendte Mors i finalen mod Holstebro.
Tønder spillede bronzekamp, og her blev der virkelig leveret en fin indsats. Desværre var det Bjerringbro/Silkeborg der havde marginalerne på deres side, og derfor vandt de kampen med et mål. Godt gået drenge – størstedelen af holdet er 1.g´ere, så der er muligheder i de kommende to sæsoner.

Drengene i B-rækken var virkelig velspillede begge dage. De hentede to sejre og to uafgjorte. Det rakte til en 2.plads i puljen. Desværre var turneringen i B-rækken ikke bygget op som i A-rækken, da kun vinderne af puljerne kom i semifinalen. Holdet skulle så spille om placeringerne fra 5-8. Også på dette hold er der mange dygtige spillere – og ligesom med det andet hold har mange af dem mulighed for også at spille med i 2019 og 2020.

Pigerne, som i år må betegnes som årets højdespringer, var tæt på at gå hele vejen. Efter i går at have besejret et godt spillende Thisted hold og efterfølgende slået sidste års vindere fra Holstebro, fornemmede man at det kunne ende med en finaleplads. Holdet vandt puljen tirsdag, og skulle onsdag formiddag op mod et stærkt Skjernhold, der i Ringkøbings ligaspiller Marigona Hajdari, havde en af turneringens største profiler. Vores piger løste opgaven fornemt, og førte fra start til slut. Holdet vandt 14-12 og dermed klar til DM finalen. Her ventede Tietgenskolen fra Odense. Om vi var spændte – jo tak…
Pigerne fik en skidt start på kampen, og hang i hele 1.halvleg bagefter. Bagud 4-8 ved pausen, blev i løbet af få minutter ændret til 5-10 og 6-11. Men pigerne var umådelig tætte på at skabe et vanvidscomeback. De kom på 10-11, og fik skabt en contra med få sekunder igen. Vores spiller blev i afslutningen godt og grundigt stoppet af to modstandere – vores bænk regnede med straffe til os….men det skete ikke, i stedet blev der dømt angrebsfejl….jow, jow… Dermed ikke flere mål i kampen og pigerne kan med stolthed drage hjem med en flot 2.plads.

Vi kigger frem mod næste år, hvor vi har erfaringerne fra i år med i bagagen.