Flot filmfestival

Skuespiller uddelte filmpriser til elever fra Det Blå Gymnasium Tønder

/ Alle Nyheder / 11 måneder siden

Torsdag formiddag blev Det Blå Gymnasiums årlige Hammerich Filmfestival afholdt på Schweizerhalle. I juryen sad blandt andre tidligere elev og skuespiller Tue Lunding kendt fra Dansegarderoben på TV2

Der var dømt popcorn, blå løber og prisuddelinger, da Det Blå Gymnasiums årlige filmfestival løb af stablen i byens kulturhus Schweizerhalle torsdag 11. maj.

11 elevproduktioner var på programmet, og der blev uddelt priser i kategorierne Bedste film, Bedste lyddesign, Bedste klipning, Bedste skuespil, Bedste fortælling, Bedste kameraarbejde samt Publikumsprisen.

Til at vurdere filmene og uddele priserne var der nedsat en jury bestående af tre tidligere elever, nemlig Rune Ekelund, fotograf hos DK Company, Mette Møballe Oesen, Costumer support hos Hydro Extrusion Denmark samt Tue Lunding, skuespiller og aktuel i tv-serien Dansegarderoben på TV2.

Elevernes indsats fejres

Filmfestivalen afholdes hvert år for skolens mediefagselever for at fejre kreativiteten på skolen og skabe en fællesskabsfølelse og stolthed omkring det at lave film, fortæller Lars Laursen, lærer i mediefag på Det Blå Gymnasium Tønder.
”Eleverne har lagt en masse energi i at lave de her film, og vi vil gerne vise, at vi er stolte af dem, og at det ikke kun handler om eksamen og karakterer, men også det at være glade sammen over at have lavet noget, man kan være stolt af,” siger han og tilføjer:
”Det er fedt at kunne trække på gamle elever som Tue, så de nuværende elever kan se, at der er nogen, der får det til at blive til noget inden for faget.”

Eleverne tog i deres film højaktuelle temaer op som stress og mistrivsel blandt unge, ludomani og unges brug af snus.

Fra mediefag til skuespiller

Skuespilleren er selv tidligere vinder af prisen for bedste film på filmfestivalen, og de tre år med mediefag på Det Blå Gymnasium Tønder har været medvirkende til, at danskerne de sidste måneder har kunnet møde Tue Lunding på skærmen i bedste sendetid som ”Arne” i Dansegarderoben.

”Det er klart det, der har gjort, at jeg er der, hvor jeg er i dag. Det var det, der startede det hele, og her min interesse for faget startede. Jeg troede først, jeg skulle stå bag kameraet, men endte altså med at stå foran det,” siger Tue Lunding, som særligt var imponeret over filmen Jealous Jenny produceret af Caroline Bosse, Kathrine Lautrup, Emma Aagaard, Camilla Kilbæk og Josefine Scholz fra 2.D HHX.

Filmen endte da også med at løbe af med hele fire priser – inklusiv prisen for bedste film.