Christian fik sin drømme elevplads

EUD Business var det perfekte springbræt for Christian

I juni 2020 afsluttede Christian Christensen den 1-årige EUD Business på Tønder Handelsskole. Christian fik efterfølgende drømme elevstillingen hos Korsholm i Skjern, hvor han nu kombinere fritidsinteresser med uddannelse.EUD Business – den hurtige vej ud i erhvervslivet
EUD Business er vores erhvervsuddannelse, hvor man efter i alt 40 ugers skolegang på henholdsvis Grundforløb 1 og Grundforløb 2 er klar til en elevplads i en virksomhed. Denne uddannelsesvej valgte Christian Christensen fra Løgumkloster, der efter 9.års skolegang på Løgumkloster Distriktsskole og et 10. skoleår på Skærbæk Realsskole, begyndte på EUD Business i august 2019.
Christian havde en drøm om at kombinere sine fritidsinteresser med en uddannelse:
”Det har altid været min drøm at komme til at arbejde med jagt og fiskeri. I min fritid bruger jeg meget tid i naturen, og synes det kunne være fedt at få en hverdag, hvor man arbejder med ens interesser. Jeg valgte at starte på EUD Business, da det er en praktisk uddannelse, der giver en masse kompetencer i forhold til at skulle arbejde i en butik.
Jeg har altid gået meget op i det udstyr, som jeg bruger til jagt og fiskeri, og drømte om et job, hvor jeg kunne komme til at beskæftige mig med dette i hverdagen.”

Praktik på Grundforløb 1 var afgørende
Christian kom med en rigtig god indstilling, og han var meget bevist om, hvilke områder der skulle arbejdes med i Grundforløb 1. Her var Christian bl.a. i praktik – det var dage der inspirerede ham og gav endnu mere motivation til at finde en elevplads:
”Det var fedt med dagligdagen på EUD Business. De ting vi arbejdede med var meget lærerige og noget som jeg i dag bruger ofte. Ligeledes var praktikopholdet hos MacNab jagt og fiskeri i Sønderborg nogle fede dage for mig. Her fik jeg et indblik i dagligdagen i en specialbutik, og jeg synes det var fedt at få endnu mere info om de produkter der blev solgt. Efter dette ugelange praktikforløb, var jeg fast besluttet på at gå ”all-in” på at finde en elevplads indenfor dette felt.”

Jobsøgningsprocessen gav pote
På Grundforløb 2 arbejdede Christian – og de andre elever – med jobsøgningsprocessen. Det gav resultat for Christian, der blev kaldt til samtale og efterfølgende fik sin drømmeelevplads hos Korsholm i Skjern:
”På Grundforløb 2 var dagligdagen også præget af praksisnære opgaver. Det var fedt at vi kom til at arbejde med jobsøgning. Helt fra hvordan vi finder ledige stillinger eller hvordan man søger uopfordret. Hvad skal en ansøgning indeholde, hvordan laver man et CV, aflevering af ansøgningen og den første kontakt med det sted man søger.
Ligeledes gik vi gennem praktiske opgaver, hvor vi arbejdede med at gå til en jobsamtale. Utrolig lærerigt, og jeg havde derfor en god sikkerhed, da jeg blev kaldt til samtale hos Korsholm. Jeg kendte mine styrker, og hvor jeg kan forbedre mig. Jeg blev naturligvis enormt glad, da jeg fik opkaldet om, at jeg havde fået stillingen som salgselev hos Korsholm.”

Løgumkloster til Skjern – tur retur…hver dag
Christian afsluttede EUD Business i juni 2020 (hvor han i øvrigt blev tildelt et velfortjent legat for indsatsen under uddannelsen).
1. august 2020 begyndte han som elev hos Korsholm i Skjern, og her knapt et år efter stortrives han i hverdagen – selvom han har langt på arbejde
”Jeg er helt vild glad for elevpladsen her i Skjern. Jeg får virkelig lov til at prøve mange ting, kommer med i mange aktiviteter og processer, ligesom jeg får lov at sælge en masse fedt udstyr. Jeg synes det er fedt, at jeg ikke kun er i jagtafdelingen, men også får lov at komme i vores fiskeri- og outdoor afdeling. Det gør, at jeg får en god viden om vores produkter, ligesom det er givtigt at betjene kunder med forskellig interesse. Jeg får god sparring fra de andre ansatte, og selvom køreturen fra Løgumkloster til Skjern hver dag kan være lidt lang, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg er havnet det helt rigtige sted.”

Ros fra chefen
At Christian er havnet det helt rigtige sted, bliver bekræftet af hans chef, indehaver af Korsholm Skjern, Lars Korsholm:
”Vi er rigtig glade for at have Christian som elev. Han har den helt rigtige indstilling til at lære, samtidig med at han har en stor faglig og praktisk viden om produkterne. Han har en virkelig fin tilgang til vores kunder, og har en god forståelse for, hvad det er for produkter kunderne søger og ikke mindst hvilken prisklasse det skal være. Christian er en rigtig teamplayer, der altid er hjælpsom og så har han en fleksibel tilgang som gør at han er med til at løse opgaverne på bedste vis.”

Det er en fornøjelse når vores elever efter studietiden hos os finder en inspirerende uddannelse. Christian er et godt eksempel på, hvordan faglighed og personlige værdier i kombination kan være medvirkende til at man opnår drømmeuddannelsen.